CALUM ANSÆTTER JENS JØRN CHRISTENSEN SOM NY BYGGECHEF

21. februar, 2018

Jens Jørn Christensen, der bl.a. skal etablere totalentreprisekontrakter og bistå med opførelsen af Calums byggerier, er tidligere afdelingschef og projektchef i entreprenør- og rådgiverbranchen.

Udviklerfirmaet Calum, der i forvejen er kendt for et skarpt fokus på kvalitet i byggeprocessen samt i den færdige byggeløsning, lægger nu yderligere alen til sin kvalitetssikring og risikostyring. Det sker med ansættelsen af byggechef Jens Jørn Christensen, som får til opgave at deltage i udviklingen af firmaets byggeprojekter sammen med kommende samarbejdspartnere.

Arkitekter skal hurtigt inddrages
- Forventeligt bliver mine vigtigste opgaver at være med til at sætte de økonomiske samt kontrakt- og tidsmæssige rammer for Calums kommende byggerier. Herudover skal jeg selvfølgelig sikre, at de er bygbare. Min oplevelse er, at det gør tingene nemmere, hvis økonomi og bygbarhed inddrages tidligt i projektplanlægningen sammen med arkitekterne. Økonomien kommer lettere på plads, og samtidig undgår man ofte grundlæggende samarbejdsvanskeligheder, fordi begge parter har hørt hinanden tidligt i processen, siger Jens Jørn Christensen, der oprindeligt er uddannet bygningskonstruktør og kommer fra en stilling som projektchef hos ingeniørvirksomheden Niras.

Stort indblik i branchen
Administrerende direktør hos Calum, Jakob Axel Nielsen, giver Jens Jørn Christensen dette skudsmål med på vejen:

- Vi er utroligt glade for at skulle arbejde sammen med Jens Jørn. Han kommer til os med en værdifuld erfaring som leder af store byggeprocesser. I og med at han selv har siddet på den ”anden side af bordet”, kender han de store byggevirksomheder indefra og prisniveauet i branchen. Det giver os som virksomhed et vigtigt indblik i, hvordan vores underleverandører tænker og arbejder. Og øger muligheden for at intervenere tidligt i en projekteringsfase, der potentielt kunne rumme en uforudsigelig situation, siger Jakob Axel Nielsen.

© 2015 CALUM A/S