Bagsvaerdlund_oversigt.jpg

CALUM A/S SÆLGER SIDSTE DEL AF BAGSVÆRDLUND-PROJEKTET FOR 270 MIO. KR.

07. juli, 2017

Det svenske ejendomsselskab Heimstaden har købt den sydlige del af Calum A/S’ boligprojekt i Bagsværd. – Hele projektet ventes udsolgt til efteråret, oplyser udviklingsdirektør Jesper Korsbæk.

Der har været rift om de knap 200 boliger, eller 21.000 m2, som Calum A/S er ved at opføre i Bagsværd i Gladsaxe Kommune.

Blot to år efter at Calum A/S erhvervede sig Bagsværd Skole for at etablere boligområdet Bagsværdlund, har Heimstaden købt hele den sydlige del af projektet. De 9.000 m2 fordelt på 84 boliger, heraf 50 lejligheder og 34 rækkehuse, er klar til indflytning i august 2018.

Dermed er hele boligprojektet tæt på udsolgt.

Unge familier køber rækkehuse
”Vi har løbende kunnet sælge boligerne, inden de stod færdige og mangler nu kun at sælge seks rækkehuse, der vil stå færdige til årsskiftet. Dem forventer vi afhændet inden for de næste par måneder, og så er der helt udsolgt. Typisk modtager vi mange henvendelser på rækkehusene fra unge familier med børn, mens køberne af ejerlejlighederne ofte er lidt ældre,” siger Jesper Korsbæk, udviklingsdirektør hos Calum A/S.

Calum A/S har etableret Bagsværdlund i et samarbejde med Gladsaxe Kommune. Rækkehusene er 115-145 m2 og ejerlejlighederne 85-115 m2.

Efterspørgsel på kvalitetsbyggeri
Lige fra begyndelsen har fokus ligget på at opføre boliger af høj kvalitet.

”Når vi har kunnet sælge så mange boliger på så relativt kort tid, hænger det især sammen med, at flere familier efterspørger øget kvalitet i boligen. For at ramme denne målgruppe har vi udviklet et projekt med ekstra høj kvalitet i alt fra design til valg af materialer. Samtidig har vi investeret i et geografisk område, som allerede nu, men også i de kommende år undergår en fantastisk udvikling i forhold til øget antal skoler, børneinstitutioner og fritidstilbud. Det er der også stor efterspørgsel på i hovedstadsområdet,” siger Jesper Korsbæk.

HB Byg A/S i Aalborg har stået for opførelsen af lejlighederne, mens BN Byggeindustri i Hobro, der er specialiserede i præfabrikerede huse, har opført rækkehusene.

Læs mere om Bagsværdlundprojektet her

© 2015 CALUM A/S