Aalborg Kommunes overrækkelse af bygningspræmiering til CALUM for byggeriet på Oasen, Skalborg

CALUM VINDER PRIS FOR OASEN I AALBORG

10. november, 2022

Aalborg Kommune har for femte gang præmieret CALUM for sine byggerier, denne gang for boligområdet Oasen.

Boligerne har længe været nogle af Aalborgs mest eftertragtede, og nu har Aalborg Kommune officielt hædret CALUMs 211 lejligheder i Oasen i det sydlige Aalborg.

Det skete, da kommunens komité for bygningspræmiering for nylig uddelte priser for ’godt, sundt og smukt nybyggeri’ i Aalborg kommune.

– Bebyggelsen er meget populær for mange målgrupper. Alt er udlejet, og der er endda venteliste, forklarede by- og landskabsrådmand, Jan Nymark Thaysen, som også er formand for Komitéen for bygningspræmiering, ved den lejlighed.

CALUM har tidligere vundet prisen fire gange for boligbyggerierne Strandholm, Høje Hasseris, Villa Diana og Plaza.

 

16.000 m2 med sø og kolonihaver
Boligerne i Oasen omfatter i alt 16.000 kvadratmeter fordelt på lejligheder på to, tre eller fire værelser og fra 49 kvadratmeter op til 117 kvadratmeter.

CALUM modtager prisen for bl.a. at ”skabe en vellykket boligbebyggelse med et flot bearbejdet parkerings- og landskabsprojekt. Oasen er et godt eksempel på et boligprojekt, der viser forståelse for stedet. Der er arbejdet med at skabe en spændende bebyggelse i god skala, som både er med til at danne en fin front mod et meget trafikeret kryds og skabe et godt bomiljø på den anden side,” vurderer komiteen. Herudover har udearealerne fået særlig fokus, hvor man har lavet andet end blot en grøn plæne.

Det er også nogle af de ting, som administrerende direktør hos CALUM, Cato Barslund, vælger at fremhæve ved byggeriet, der er tegnet af Kjaer & Richter A/S og bygget af HP Byg A/S.

– Inde bag de høje bygninger kan beboerne slappe af i store, grønne omgivelser. Blandt andet har vi anlagt en sø med en sti og en naturlegeplads rundt om samt kolonihavehuse, hvor beboerne kan lade op og måske dyrke deres egne grøntsager. På den måde skaber vi nogle behagelige uderum, der inddrager beboerne og får dem uden for i naturen. Det giver samvær og skaber livskvalitet, siger Cato Barslund.

Oasens etape 1, bestående af 92 boliger blev udlejet i 2019 på blot få måneder. Anden etape på 128 lejemål blev afleveret og fuldt udlejet i sommeren 2021.

Fakta: Aalborg Kommunes kriterier for bygningspræmiering

  • indlevelse i stedets helhed.
  • forståelse for brug af rette materialer og teknologier.
  • bæredygtighed er indtænkt i projektets realisering og drift.
  • funktionelt design, som også tilgodeser de handicappede.
  • rumindretning ude som inde, der skaber gode og trygge rammer om vores sociale liv.
  • helhed og sammenhæng mellem funktionalitet og indhold, hvad enten det handler om rammer for hverdagsliv eller for det særlige og unikke.

Kilde: Komitéen for Bygningspræmiering, Aalborg Kommune